Dette bliver nok det mest personlige indlæg på bloggen nogensinde (og måske også det længste, hæhæ), men hvis jeg kan rokke lidt ved selvforståelsen hos bare en enkelt af jer, så skriver jeg det gerne.
Jeg har altid syntes, at jeg var et lidt underligt barn. Da jeg gik i børnehave græd jeg altid, når vi skulle synge “Der lå en lille krabbe”, hvor krabben døde til sidst, og da jeg kom i skole kunne jeg ikke “rumme” at være så meget sammen med de andre børn og gik derfor med læreren i hånden i hvert frikvarter. Sådanne eksempler kan jeg huske flere af fra min barndom, hvor jeg havde nogle tanker, som jeg ikke tror, de fleste andre børn på den alder har. I mit “voksne” liv er jeg også mere bange/forskræmt end fx mine venner og har nogle tanker om liv/død, som de ikke helt kan forstå (altså ikke på sådan en deprimeret måde, synes fx bare det er lidt mærkeligt at tænke på, at jeg måske bliver dræbt af en lastbil, når jeg cykler til skole i morgen (7-9-13)).
Der var engang en, der spurgte mig, om jeg ikke troede, at jeg var særligt sensitiv, men dengang anede jeg ikke, hvad det betød, og jeg svarede, at jeg sgu da bare var lidt hysterisk. For nylig stødte jeg så på begrebet igen og så gik det op for mig, at det er jeg virkelig! At være særligt sensitiv betyder ikke, at man er mere nærtagende end andre (i den forstand som ordet normalt bliver brugt i), men særligt sensitive menneskers nervesystem bearbejder indtryk mere dybtgående end det er tilfældet hos folk, der ikke er særligt sensitive. Det er altså ikke bare noget hokus-pokus, som en eller anden heksedoktor har fundet på – det er bevist gennem hjernescanninger. Trækket er arveligt (jeg har det tydeligvis fra min mor), og man mener, at hele 15-20% af alle mennesker har det – ligeligt fordelt på køn. At være særligt sensitiv skal ikke betragtes som en sygdom eller en diagnose, men bare som et temperamentsspørgsmål – og så har det været rart at finde en årsag til, hvorfor jeg nogle gange er lidt underlig. 
Man kan være særligt sensitiv i større eller mindre grad, og nogle af de ting, der siges at være kendetegnende for særligt sensitive, oplever jeg ikke. Det kan fx være generthed eller indadvendthed.
Her er til gengæld nogle af de ting, der kendetegner mig som sensitiv:
- Jeg er meget følsom over for lys og lyd og kan slet ikke klare, hvis min nabo fx hører høj musik eller hvis nogen klikker med en kuglepen.
- Jeg har en meget livlig fantasi, og jeg drømmer altid nogle helt vilde ting (som jeg altid kan huske i detaljer, endnu et sensitivt træk).
- Jeg er meget følsom over for koffein (bliver sådan lidt svimmel i øjnene, hvis jeg drikker kaffe, men skal ikke udelukke, at det er fordi jeg ikke drikker det så tit! ).
- Jeg undgår at se uhyggelige film, fordi jeg er sikker på, at tingene også vil ske i virkeligheden (det ved jeg jo godt, at de ikke vil, men der skal ikke meget til at skræmme mig!).
- Jeg kan have svært ved at rumme alle de forfærdelige ting, der sker ude i verden (fx har jeg den sidste måned haft mareridt om den megapsykopat, der dræbte de søde unge mennesker på Utøya – gider ikke engang at skrive hans navn).
- Jeg kan have svært ved at spise kød, hvis jeg tænker over, at det kommer fra et dyr (fx til jul, hvor der ligger sådan en gråand uden hoved på et fad – yummi…)
- …og så er der en masse andre ting, bl.a. dem jeg skrev længere oppe i teksten.
Hvis man er interesseret i at læse mere om emnet, kan jeg anbefale bogen på billedet, “Særligt sensitive mennesker”, som er skrevet af Elaine N. Aron, der er pioneren inden for området. Hun har arbejdet sammen med danske Lise og Martin August, der er de eneste psykologer i Danmark, som har specialiseret sig i særlig sensitivitet. De driver hjemmesiden sensitiv.dk, hvor man kan læse mere om emnet og også tage en test, der kan give en forståelse af, om man er særligt sensitiv. Lise afholder foredrag om særlig sensitivitet, og jeg var til et af hendes foredrag for nogle uger siden. Vældig spændende, og hun virker både sød og sympatisk – og er i øvrigt selv særligt sensitiv.
Det kunne være meget sjovt at høre, om der er nogle af jer, der kan nikke genkendende til det at være særligt sensitiv? Hvis I bare synes, det er noget værre pjat, så er det også okay, men det har altså hjulpet mig til at forstå, at jeg ikke bare er en freak, men at der faktisk er en videnskabelig forklaring på, hvorfor jeg nogle gange reagerer anderledes end andre mennesker.
Follow me on Bloglovin' | Like me on Facebook
12. februar 2012 kl. 08:38
Så skal jeg gerne være den første, der nikker genkendende til mange af tingene! Hvor er det underligt at høre en anden remse mange af de ting op, som jeg selv gik og troede, bare var noget, jeg var underlig med…! Jeg ser ikke gyserfilm, fordi jeg ved, at jeg så bil gå og blive bange for, at det sker. Jeg lægger også mærke til lyde og ting, før andre gør det. Jeg kan heller ikke have at høre om alle de ting, der sket rundt omkring i verden. Nogle gange ligger jeg nærmest og ryster i min seng, fordi jeg er bange for, at der er en bombe, der vil springe i min bygning eller lignende. Jeg tænker meget over liv/død, end jeg tror, andre på min alder gør. Jeg har haft en nærdødsoplevelse for mange år siden, som nok heller ikke gør det bedre..
Men jeg kan genkende meget af det, du skriver (dog kan jeg godt “tåle” koffein 
)
Så der er i hvert tilfælde flere som dig “derude”
12. februar 2012 kl. 08:40
Årh… Skriver fra min telefon.. “bil” er selvfølgelig lig med “vil”
12. februar 2012 kl. 08:42
Hej. Skægt indlæg. Kan ikke selv nikke genkendende til det, men arbejder i en børnehave hvor vi har “diagnosticeret” 6-7 af børnene som særlig sensitive. Det viser sig allerede fra vuggestuealderen hvor de kan finde sig tilfredse med bare at kigge på de andre børn lege og ikke selv kan være med. Eller have brug for meget kropskontakt og bekræftelse, brokker sig hvis alt ikke går som det plejer eller hvis krabben f.eks dør i sangen. Det er faktisk meget spændende!
12. februar 2012 kl. 08:52
Hej Sofie. Jeg har selv overvejet, om jeg kunne være særligt sensitiv og derfor bl.a. læst nogle bøger om emnet og været til foredrag med Lise August, som du nævner (gennem Magisterforeningen, som du muligvis også er medlem af qua din uddannelse?). Det, som jeg synes, er særligt interessant i sammenhæng med særlig sensitivitet, er de forbehold, man kan tage sig som særligt sensitiv. Altså; hvordan man kan tage hensyn til sig selv, lette sin hverdag i en verden med mange, mange indtryk og stemninger. Det, synes jeg, er en vigtig pointe at have med
Interessant indlæg btw.
12. februar 2012 kl. 09:05
Hej Sofie. Tusind tak for dette indlæg. Det er SÅ meget mig. Hvor har du købt bogen henne?
http://www.joethinkstwice.blogspot.com
12. februar 2012 kl. 09:12
Hvor er det pudssigt – du er den første jeg har stødt på, som også er særligt sensitiv. Jeg fandt ud af, at jeg er særligt sensitiv i slutningen af 10. klasse (snart 3 år siden) og det var det bedste, der skete for mig – jeg følte det som om der faldt noget på plads inden i mig, fordi jeg pludselig forstod mig selv (jeg har også altid følt mig anderledes og mere forkert end andre) og hvorfor jeg er, som jeg er
Et par af mine træk er bl.a. at jeg er meget genert og indadvendt, jeg undgår ligesom dig også gyserfilm og så har jeg, som der står i testen, et rigt, sammensat indre liv – jeg forestiller mig ting helt utrolig nemt.
Jeg synes det er sejt at du skriver det her på bloggen – det er virkelig flot!
12. februar 2012 kl. 09:26
Åh, Sofie. Tak for din ærlighed. Der findes så mange tabuer og så meget kassetænkning i vores rådne verden, og jeg elsker, når “offentlige” personer tør være ved sig selv. Det er meget inspirerende!
Jeg har en veninde, der er særligt sensitiv… Og jeg kan genkende lidt i mig selv. Fx det med uhyggelige film, grimme drømme og noget om at kunne fornemme folks sindsstemning. Men ellers har jeg faktisk mest stødt på begrebet i forhold til små børn. Mødre i dag taler meget om børns forskellige sind, og selv hos helt små babyer ses disse træk. Ved at forstå deres børn mulige sensitive sind lærer mødrene at håndtere deres barns unikke behov. Og det er sød musik i mine ører.
Hurra for forskellighed!
12. februar 2012 kl. 09:29
Hej Sofie,
Jeg kan helt klart godt genkende meget af det du skriver. Jeg føler mig altid meget mere følsom end alle andre, og kan blive komplet ulykkelig over det mindste. Fx da vi fik kyllinger og vi ikke var sikre på om de ville overleve. Jeg tror jeg græd i 3 timer. Men grunden er nok ikke det samme. Jeg genkender nemlig nogle af tingene fra angst, fordi jeg har socialfobi. Det er nok hovedårsagen til at jeg er så følsom, fordi det betyder at jeg konstant bearbejder mig selv som person og det er ikke helt nemt. Men hvor er det fedt du har fundet ud af det, jeg kender jo selv følelsen af “aah, det er derfor jeg er sådan!”, og det gør det også meget nemmere at finde ud af hvad man kan gøre for at hjælpe sig selv. Sejt du tager det op! Psykologi er alt for ofte et tabu.
Hilsen Luna
12. februar 2012 kl. 09:38
Tak for et fantastisk indlæg, som har været lidt af en øjenåbner for mig. Jeg passer helt sikkert ind i kategorien af særligt sensitive mennesker. Og egentligt har jeg haft en fornemmelse af det i mange år, men har ikke vidst, hvad jeg skulle ‘betegne’ det som.
Der er overraskende mange ting, som jeg genkender fra mit liv, som du bl.a. nævner, men også fra hjemmesiden du henviser til. Især i fht. høje lyde, stærke dufte, i konkurrencesituationer og omkring samvittighed.
Derudover har jeg et par andre særheder, som nok også falder ind i denne kategori. F.eks. så gør jeg mig uhyggeligt mange tanker, hvis jeg hører sirener tæt på mit hjem, hvis jeg hører om noget forfærdeligt, som er sket i vores verden (f.eks. de forfærdelige hændelser på Utøya), så bliver jeg meget trist indeni – og det kan vare i flere dage, jeg bliver meget let berørt af tv-programmer, hvor følelser er involveret, og så har jeg ligeledes underlige tanker omkring liv/død – det er meget abstrakt og jeg ikke forklare det. Det er ting som disse, som jeg ikke rigtig tør dele med andre, fordi jeg er lidt bange for, at de vil synes jeg er sær. Det har jeg så fundet ud af, at jeg er, men der er omvendt jo en god forklaring på hvorfor
12. februar 2012 kl. 09:44
Hej Sofie
Min svigerinde deltog i radioprogrammet “Tværs” på p3 for nogle uger sider, hvor hun sammen med en anden og deres psykolog fortalte om at være særligt sensitiv! Måske programmet stadig kan findes på nettet.
Knus
12. februar 2012 kl. 09:47
Hmm, jeg kan da nikke kende til det du skriver, også når jeg læser på sensitiv.dk. Men så er den vel heller ikke længere, ser det som normale menneskelige træk og ikke som en diagnose, der skal undskyldes med. Det handler i bund og grund om at være et følsomt menneske, og den egenskab har de fleste vel. Jeg mener, hvor mange bliver ikke irriteret, forstyrret eller har svært ved at koncentrere sig når én klikke med en kuglepen eller smasker med et tyggegummi? Sådan nogle små laster eller hvad vi skal kalde det, har de fleste vel
12. februar 2012 kl. 11:54
Netop derfor kalder man det jo særligt sensitiv, fordi vi alle er sensitive mennesker, men nogle er det altså i en særlig grad. Jeg tror det er nemmere som voksen at håndtere man er særlig sensitiv end det er som barn. Netop fordi man er anderledes end gennemsnittet og det er det man mindst vil være i skolen. Min venindes søn er særlig sensitiv i en voldsom grad. Han kan ikke have elastik i sokkerne, fordi det gør ham så utilpas. Så det er ikke kun laster vi alle har. Og nej, det skal ikke bruges som undskyldning, men som en måde at forstå sig selv bedre eller lære hvordan man netop skal håndtere sit barn, der er særlig sensitiv.
12. februar 2012 kl. 13:25
Jeg synes, du skal læse lidt mere om emnet. Du har tydeligvis ikke forstået essensen. Der er ikke tale om en diagnose. Vi er alle følsomme, men i helt forskellig grad. Det kan være svært at forstå udefra, men omvendt er det også svært for sensitive mennesker at forstå, at andre ikke bliver så påvirkede som os. Jeg føler mig virkelig ansporet til at svare tilbage på din kommentar, da den indeholder alt, hvad særligt sensitive frygter, at folk skal tænke om os. Der er, som Sofie siger, tale om forskellig temperamenter og der er ikke noget, der er mere rigtigt end andet. Men det kan gøre en verden til forskel at kende sig selv og vide, at man ikke er skør. Igen, det er en temperamentstype og ikke en diagnose. Jeg har ikke et stort behov for at være anderledes eller gøre opmærksom på mig selv, men det har hjulpet mig til at forstå, at der netop ikke er noget galt med mig.
12. februar 2012 kl. 18:41
Må tilstå, at jeg faktisk har læst om emnet her efterfølgende i løbet af dagen, samt hørt diverse potcasts. Det har faktisk fanget min interesse, netop fordi at jeg kan nikke genkende til mange af kendetegnende. Da jeg læse Sofies fine indlæg, var min første tanke måske lidt henkastet og hurtig dømt, da jeg tænkte “åh nej, ikke enndu en diagnose folk kan begynde at stemple sig selv med”. Vil stadig sige, det er vigtigt at det ikke bruges som en undskyldning i offentligheden, men bruges som et værktøj i personlig sammenhæng. Hvilket jeg jo så også kan fornemme nu, er hensigten med hele denne fordybelse i ekstra sensitivitet. Så vil ikke misforstås eller virke arrogant i forhold til emnet. Synes det er interessant og en fin måde at gå i dybden med sig selv, og få opklaret en masse tanker.
12. februar 2012 kl. 10:02
Jeg ved ikke om jeg er det, man kalder sensitiv – men jeg er meget følsom som person og det, man vil kalde inadvendt/introvert. Jeg er lidt stille i det, tager tingene meget ind og bearbejder dem. Er meget refleksiv og analyserende og tænker altid før jeg taler. Bliver meget træt hvis jeg har fået mange sanseindtryk.
Ja, og en hel masse andet karakteriserer mig.
Jeg har lånt bogen ‘Fordelen ved at være inadvendt’ der handler om at være inadvendt i en udadvendt verden. Og selvom det måske ikke er alt, der passer på mig, så hjælper den mig til at forstå hvorfor jeg er som jeg er. Den gør at jeg ikke føler mig alene med det og den beskriver fordelene ved at være indadvendt. Den hjælper mig til en accept af at jeg er som jeg er. Har ellers haft meget svært ved det og ville gerne ændre det, men jeg tror ikke det kan ændres når det er så dybt et personlighedstræk hos mig.
Men det er svært når jeg ofte føler at det ikke er ok at være stille og rolig. Nej, man skalvære udadvendt!!
Jeg har haft en praktikvejleder der mente, at jeg ikke skulle arbejde med mennesker for jeg var bare alt for stille!
Det slog mig helt ud…
Men min nye vejleder senere på studiet kunne se fordelene ved det, og roste mig for min fingerspids fornemmelse for andre mennesker.
Alligevel føler jeg at jeg har meget mere at kæmpe mod end udadvendte. De har det lettere, kan lettere få job osv…
Det er hårdt, og har kostet mange tårer
Min kommentar blev lidt lang – og jeg ved godt du ikke er indadvendt, Sofie
Men måske andre der læser med er, og kan få lidt glæde af at læse min kommentar her
Og masser af ros til dig, Sofie, det er så vigtigt at belyse at vi altså er
mange forskellige typer her
i verden!
Nogen gange føler man bare at det forventes at man SKAL være på en bestemt måde…
12. februar 2012 kl. 10:09
Jeg læste en artikel om det for et par siden, og der faldt bare så mange brikker på plads for mig. Jeg hører helt klart til i den gruppe og er i nogen grad ligefrem generet af det i min hverdag især mht lyde, som jeg har meget svært ved at lukke ude. Derudover er jeg meget følsom overfor lys, dufte og smag, og er fx ret kræsen både mht smag og konsistens. Jeg bliver også meget let forskrækket over fx pludselig lyde eller bevægelser, og kan som dig heller ikke se gyserfilm. Kan stadig ind i mellem komme til at tænke med gru på filmen Seven, som jeg “kom til” at se for mange år siden, og som brændte sig fast. Og så er der det med drømme og katastrofetanker også. Det er rart at høre, at man ikke er den eneste, der er lidt sær
Tror jeg vil have fat i den bog.
12. februar 2012 kl. 10:16
Kære Sofie,
har selv en mor som er særlig sensetiv.
Det har altid været svært at italesætte, så da vi endelig fandt ud af hvad det var, var der bare så meget som faldt på plads, Min mor er nok lidt mere sensitiv i forhold til dig, men det hjælper som pårørende at der nu er sat ord på og at man har noget konkret at forholde sig til.
Tak fordi du deler dette med os!
12. februar 2012 kl. 10:18
Hvor er det vildt. Jeg passer fuldstændig på de ting du har skrevet!
måske man lige skulle tage testen
12. februar 2012 kl. 10:20
Puha! Der Faldt der lige er par brikker på plads I forhold til hvordan jeg og min far er – tak!
12. februar 2012 kl. 10:22
Ej hvor vildt. Jeg kan også nikke genkendende til flere af de ting, men har aldrig tænkt over at der var et begreb for det. Jeg var vegetar i omkring et år for et stykke tid siden, fordi jeg ikke kunne klare tanken om at spise kød. Men nogle af de andre ting, afhænger over mere af hvilket humør jeg er i. Hvis man har haft en dårlig dag, skal der ikke meget til at få en helt ud af kurs.
Men godt indlæg, fedt du deler det.
12. februar 2012 kl. 10:27
Kære Sofie,
dit bedste indlæg til dato! Jeg er også særligt sensitiv. Jeg vidste ikke, det kunne være arveligt, men min mor har også mange af de samme træk, så måske har jeg det fra hende. Men tak for at tage emnet op. Jo flere der melder sig på banen som særligt sensitive, jo mindre alene føler man sig med sine specielle reaktionsmønstre. Har valgt at opfatte de fleste af mine sensitive træk som positive, selvom det også ind i mellem kan være belastende at kunne mærke alle indtryk og sansepåvirkninger så stærkt.
KH. Anne.
12. februar 2012 kl. 10:28
Tak, Sofie. Der var lige pludselig noget der faldt i hak for mig der. Jeg har altid fortalt mig selv, at jeg nok var en smule mere dramatisk end de fleste. Min mor har fortalt, at når hun hentede mig i børnehave allerede som tre-årig, var det altid i stillerummet at hun startede med at lede efter mig. Jeg kunne slet ikke rumme de mange børn og lyde på én gang. Ligeledes synes mine venner, det er sært, hvor asocial jeg kan virke på fremmede mennesker, og hvor lang tid det tager mig at blive rigtig tryg ved nye bekendtskaber, før jeg kan finde ud af at åbne op overfor dem. Jeg har til tider følt mig decideret isoleret og lidt mærkelig, fordi jeg ikke kunne rumme og formå de samme ting som andre, men jeg er meget glad for at høre, at jeg ikke behøver føle mig alene med problemet. Tak!
12. februar 2012 kl. 10:35
Tak for linket og det personlige indlæg.
Der er nogle ting der vækker genklang, for jeg bliver uhyggelig let forskrækket, faktisk så må folk ikke komme bag fra og henvende sig til mig, når jeg sidder på kontoret på arbejde – for så hopper jeg i stolen af ren forskrækkelse.
Jeg er blevet kaldt nærtagende gentagne gange – også som voksen, hvilket slår dobbelt så hårdt, for det føles som en eksplosion, når jeg verbalt er blevet “overfaldet”.
Med årene har jeg forsøgt at strukturere dagene sådan, at jeg undgå at blive overrasket over uforudsete ting.
Så efterhånden ved jeg godt hvor mine “fælder” er, sådan at jeg kan forsøge at styre uden om dem.
12. februar 2012 kl. 10:36
Hvor er jeg glad for at du skrev dette og delte det med os! Jeg har også altid tænkt på at jeg var anderledes på mange punkter, men det er først nu at jeg har forstået hvorfor
Jeg har taget teksten, og jeg kunnne svare ja til rigtig mange spørgsmål. Så det er virkelig dejligt at du fortæller det her på bloggen 
12. februar 2012 kl. 10:37
Jeg kan bestemt godt genkende en del af tingene, men jeg er på iPhone, så orker ikke at skrive en masse tekst
12. februar 2012 kl. 10:37
Du godeste!
Har aldrig hørt udtrykket før, men hold da op mange af tingene passer til mig (syntes jeg da).
Da jeg var lille begyndte jeg at græde og skælde min mor ud fordi hun trådte på en tissemyre. Det var jo synd for tissemyren.
Jeg dur ikke til at have planter, for jeg betragter dem som levende væsener (ikke kun som organismer), og jeg ender med at blive ked af det når de dør (enten af tørst, eller drukner).
Jeg er meget indadvendt, og har det ofte bare bedst med at være mig selv. Samtidig med at mødet med nye mennesker, gør at jeg skal bruge tid på at aflæse deres holdninger, meninger og deres måde at reagere på – før jeg begynder at starte samtale med dem.
Jeg dur heller ikke til gyserfilm og holder mig helst langt væk derfra. – og så tror jeg selvfølgelig på spøgelser.
Måske jeg slet ikke er særligt sensitiv. Men jeg må vist hellere få fingrene i den bog, og se ad. Kan være rart at vide om jeg bare er ‘særlig’.
12. februar 2012 kl. 10:38
Hej Sofie
Fedt indlæg, jeg er desværre på vej ud af døren, men skal helt klart ind og læse mere om emnet når jeg kommer hjem. Jeg kiggede lige hurtigt på den der test og der ligner det også jeg er særligt sensitiv (også ud fra hvad du har beskrevet).
Nogle ting er jeg dog lidt en modsætning til det, men andre ting passer virkelig godt på. Når jeg bliver bange for noget i en film eller bare generelt så holder jeg mig som oftest for ørene, det tænker jeg også måske kan være et særlig sensitivt træk.
Desuden tror jeg ligesom dig at jeg også har det fra min mor.
Mange tak for at du bragte dette emne på banen, har aldrig hørt om det før og ikke tænkt der var noget der hed det, har mere tænkt jeg var et lidt “bange-menneske”.
12. februar 2012 kl. 10:44
Jeg er ret sikker på at jeg er særlig sensitiv, men det har altid været til mere glæde end sorg for mig.
det er ikke så svært som det lyder, når du først har accepteret at det er din drøm, og du bestemmer.
Måske fordi min mor altid har været virkelig god til at fortælle mig at det er okay at føle som man nu engang føler, og givet mig plads, og i det hele taget fået til at føle mig mere extraordinær end sær
btw. hvis du eller andre kæmper med mareridt og ubehagleige drømme (hvilket selvsagt er meget ubehageligt når man husker dem så¨tydeligt, og oplever dem så kraftigt) så skulle I tage at undersøge fænomenet “lucidedrømme”, der er en disciplin hvor man ved at man drømmer når man gør det, og på baggrund af dette kan styre sine drømme. Det er både et effektivt værktøj mod mareridt, men også en mulighed for at få tingene som man vil ha det, og opleve vilde ting mens man sover!
wikipedias gennemgang af det er faktisk rigtig god: http://da.wikipedia.org/wiki/Lucide_dr%C3%B8mme, men ellers er principperne bare;
- vær opmærksom på at du drømmer når du drømmer (det kræver øvelse, og der er flere forskellige metoder til at opnå det, du kan se nogle af dem på wiki)
- du må ikke flygte fra det du er bange for, hvis du fx jages af en tiger skal du vende dig om og se din frygt i øjnene. Man skal huske at når man drømmer kan man selv bestemme udfaldet, og du kan selv bestemme om du vil kæle tigeren, eller banke den, eller om den skal forvandle sig til en lille kattekilling
- du skal søge størst mulig nydelse (så er det nemlig sjovest at drømme
det lyder som hokuspokus, men det synes jeg egentlig ikke det er, jeg synes bare det er BRANDsmart
engang drømte jeg at jeg var i fængsel og ikke skulle alve andet end at skubbe en kæmpe træstamme rundt i en ring, i kæder og alt muligt. Så koncentrerede jeg mig, og fik fængselsbetjentene til at være lækre, og vise mig ind i en celle med fatboys, playstation og chokolade!
12. februar 2012 kl. 10:52
Yup. Jeg er også en af dem, der holder mig for ørerne, når udrykningskøretøjer suser forbi.
12. februar 2012 kl. 10:55
Et meget interessant indlæg. Jeg tog testen, og jeg kunne ikke svare “sandt” til dem alle, men visse elementer er meget genkendende. Så jeg tænker, at jeg måske ikke er særligt sensitiv, men måske har visse træk? Det var i hvert fald meget spændende at læse, tak! Engang imellem er det faktisk rart med et personligt indlæg – selvom det må have været svært for dig. Men det giver et godt indtryk af den Sofie, som vi følger bag skærmen (:
12. februar 2012 kl. 11:01
Hey – det er jo også mig. Specielt det med at drømme, drømmer så tydeligt HVER nat. Ikke det mest effektive for en ordentlig søvn. Og så har jeg faktisk også prøvet at besvime, fordi jeg så noget grumt i en film, host. Men jeg har altid fortalt mig selv, at det ikke er noget, jeg kan gøre for – ligesom folk, der er klaustrofobiske, for det er jo ikke fordi man synes det er sjovt/få opmærksomhed, man reagerer sådan. Så tak for et godt indlæg, der bringer lidt mere lys over det
12. februar 2012 kl. 11:14
Hej Sofie. Så fik jeg også taget teksten og hold op hvor passer ALLE tingene rent faktisk til mig.
– dejligt at du skrev dette indlæg! det var lidt af en øjenåbner for mig, at læse om alle disse ting, som passer perfekt til mig 
Blandt andet var jeg MEGET genert da jeg var mindre (især i børnehave tiden) og jeg har fx. aldrig set en gyserfilm, da jeg helst undgår alle former for skræk film. Jeg bliver meget nemt forstrækket, så det er helt pinligt, hehe. Desuden er jeg også meget følsom over for lyde og har også fået det at vide, at jeg var det helt fra barn. Har eksempelvis meget svært ved ringetoner, højt musik osv. Men generelt passer alle tingene til mig (undtagen det med kaffen)
12. februar 2012 kl. 11:16
Jeg kan virkelig genkende det med de MEGET livagtige drømme som jeg kan huske fra ende til anden i årevis (der var en super klam en med Lars Løkke og noget narko, har ikke lyst til at tale om det
). Er også super følsom overfor lyde og lys. Men jeg bliver ikke påvirket af film. Til gengæld bliver jeg påvirket på nyhederne. Men film…not so much. Jo klammere de er, jo bedre 
Dog var jeg et ret normalt barn. Bortset fra at jeg kortsluttede når vi skulle synge Nissebande-sangen hvor man smasker. Har aldrig kunnet klare at høre folk spise. Får maks kvalme.
12. februar 2012 kl. 11:19
Rigtig flot af dig at skrive sådan et indlæg Sofie! Jeg kan faktisk genkende mange af de ting du skriver om (bortset fra det med kaffen, den ryger bare ned!). Da jeg var helt lille havde jeg også en periode (jeg kan ikke selv huske det), hvor jeg ikke ville snakke med andre end mine forældre. Jeg var simpelthen for genert! Så jeg har nok altid været klar over, at jeg er lidt mere sensitiv end så mange andre. Derfor er det så fedt at du skriver det her – så ved man, at man LANGT fra er den eneste, der går rundt med lidt stærkere sanser
Tak!
12. februar 2012 kl. 11:23
En helt anden ting er at min lugtesans er out of this world. Kunne lugte, at der var brand i bygningen overfor inden man kunne se røgen (og var på et sekund totalt alert og klar til at pakke de vigtigste ting og kaste mig ned af bagtrappen, hæhæ). Men det skræmte mig ikke. Gik mere i survival-mode. Jeg kan se på kommentarene at mange forveksler det her med at være emotionelt sensitiv, hvilket det ikke nødvendigvis betyder.
12. februar 2012 kl. 12:16
Åh ja lugtesansen.
Jeg tænker straks brand, bare ved lugten af et stearinlys der bliver pustet ud, men den gode lugtesans har også været en fordel for mig, under min uddannelse som kemiker, fordi jeg har været yderst opmærksom når jeg har været i laboratoriet.
12. februar 2012 kl. 19:29
Der er en meget tydelig forskel på at lugte forskel på stearinlys, tændstikker og brændende bygninger.
13. februar 2012 kl. 17:42
Haha… Det er der med garanti, men det er ikke det første der ryger ind i knolden her – det er bare: BRAND!
12. februar 2012 kl. 11:25
Hvor er det stort af dig, at du deler det hér, med alle “os”. Helt klart et af dine bedste og mest interessante indlæg
12. februar 2012 kl. 11:32
fedt og spændende indlæg!
Jeg har lidt af anoreksi siden jeg var 12 år og er nu 28 år.
En del af min anoreksi startede fordi jeg er meget sensitiv overfor mange af de samme ting som dig. Især det med lyde. Jeg kan slet ikke ha´det. Jeg hader især lyden af andre når de går, fordi jeg føler at jeg kan fornemme via. personens gang om han/hun er sur, glad, vred osv. Da jeg var lille startede jeg til gymnastik, men jeg var nødt til at stoppe, fordi min mor hver gang var nødt til at komme og hente mig, fordi jeg ikke kunne klare al den larm der hørte til gymnastik. Da jeg startede i folkeskole fik jeg lov til at bade i lærens afdeling af badefaciliteterne, fordi jeg simpelthen ikke kunne kapere den rungen som der er i et omklædningsrum.Jeg vil ikke liste flere eksempler for så kunne jeg skulle en roman..haha!
Anyways, det endte med at jeg tilsidst fik meget store angstanfald hver dag pga. alle de ting som indebærer at være et sensitivt barn. Derudover udviklede jeg anoreksi, fordi den var et værktøj hvorpå jeg kunne klare mig igennem alle de ting i hverdagen, som gør at man er et sensitivt barn.
12. februar 2012 kl. 11:33
Det er fedt at du har fundet en forklaring!
Dog vil jeg lige komme med et opråb.
Jeg er sikker på at det fremover kan hjælpe dig, og jeg tvivler ikke på at du er nået frem til det rigtige, men jeg bliver lidt bekymret når jeg læser i kommentarfeltet at mange har nogle af de samme træk og så drager en konklusion ud fra din tekst. Jeg synes det er fedt, hvis du kan gøre emnet til mindre tabu, men folk skal måske lige sætte sig ind i hvad “særligt sensitiv” er, før de stempler sig selv som særligt sensitive. Jeg siger ikke, at folk ikke er særligt sensitive, men de skal, som dig, måske lige læse bogen og undersøge emnet nærmere, før de drager til en konklusion, og ikke bare konkludere det ud fra et blogindlæg.
12. februar 2012 kl. 11:44
Ej jeg kommenterer aldrig, men nu må jeg altså kommentere.. Jeg har været inde på hjemmesiden og kan nærmest nikke genkendende til alle de ting der står. Det er faktisk lidt vildt! Så jeg tror da lige jeg skal læse mere om det her, kan jo være det kan hjælpe mig i nogle situation..
Desuden virkelig sejt at du skriver sådan et indlæg her!!
12. februar 2012 kl. 12:07
Hej Sofie.
Sikke et skønt indlæg. Det løb mig koldt ned ad ryggen da jeg læste det, fordi jeg kan nikke genkendende til så mange ting.
Jeg har faktisk også læst om bogen, men har altid tænkt at det var noget værre pjat – og at det bare var sådan jeg var – underlig.
Det er fantastisk at læse om en person der også har det sådan, og det lige pludselig går op for mig at jeg sku ikke er en underlig freak.
Det du skriver med døden er en forfærdelig tanke, men jeg tænker tit selv de samme ting.
En dag jeg stod og glattede mit hår stod jeg i min helt egen verden og fik den vildeste fantasi om min kæreste der var død i en ulykke og forestillede med hele begravelsen osv. Det endte med jeg stod og tudede – og til sidst blev jeg vred på mig selv fordi jeg synes jeg var dybt godnat og også blev ret flov over mig selv og mine sindssyge tanker.
Og sådan tænker jeg tit mærkelige tanker om alt muligt – som regel lidt uhyggelige tanker.
Og ligesom dine drømme, så har jeg næsten aldrig en nat hvor jeg ikke drømmer noget og jeg kan altid huske drømmen når jeg vågner.
Jeg har også drømt om ham den norske psykopat, hvor han rendte rundt og ville skyde mig og mine nærmeste.
Men tak for et godt indlæg – som du kan se er du i hvert fald ikke den eneste, og det fandt jeg så ud af at jeg heller ikke er
.
- Lea.
12. februar 2012 kl. 12:14
Det virker som om, at jeg bestemt ikke er den eneste, der føler mig særligt sensitiv – altid rart at være i båd med andre
Min mor fandt ud af, at hun var særligt sensitiv, for et par år tilbage, men det er faktisk først for nyligt, at det er gået op for mig, at jeg nok også er det. Jeg læste en artikel om selvsamme, for et par måneder siden og det var som om, at da faldt en del brikker på plads for mig. Kan også snildt nikke ja til de ting, du beskriver… Rart at du bringer dette emne op, der ellers (desværre) kunne gå hen og blive lidt tabubelagt. Tak for at dele Sofie!
12. februar 2012 kl. 12:15
Prepare yourselves; nu kommer der lige en lang besked! Fordi jeg synes det sådan et fint emne du tager op Sofie, og selvom jeg ikke selv hører til de særligt sensitive, rører det alligevel noget i mig, fordi jeg sagtens kan nikke genkendende til det her med at føle sig lidt mærkelig, haha!!
Dét, der blev svaret – eller øjenåbneren om man vil – for mig, var at læse de her punkter om det at være introvert – så nu deler jeg dem altså lige her, i fald det kan hjælpe andre til en bedre forståelse også!
Myth #1 – Introverts don’t like to talk.
This is not true. Introverts just don’t talk unless they have something to say. They hate small talk. Get an introvert talking about something they are interested in, and they won’t shut up for days.
Myth #2 – Introverts are shy.
Shyness has nothing to do with being an Introvert. Introverts are not necessarily afraid of people. What they need is a reason to interact. They don’t interact for the sake of interacting. If you want to talk to an Introvert, just start talking. Don’t worry about being polite.
Myth #3 – Introverts are rude.
Introverts often don’t see a reason for beating around the bush with social pleasantries. They want everyone to just be real and honest. Unfortunately, this is not acceptable in most settings, so Introverts can feel a lot of pressure to fit in, which they find exhausting.
Myth #4 – Introverts don’t like people.
On the contrary, Introverts intensely value the few friends they have. They can count their close friends on one hand. If you are lucky enough for an introvert to consider you a friend, you probably have a loyal ally for life. Once you have earned their respect as being a person of substance, you’re in.
Myth #5 – Introverts don’t like to go out in public.
Nonsense. Introverts just don’t like to go out in public FOR AS LONG. They also like to avoid the complications that are involved in public activities. They take in data and experiences very quickly, and as a result, don’t need to be there for long to “get it.” They’re ready to go home, recharge, and process it all. In fact, recharging is absolutely crucial for Introverts.
Myth #6 – Introverts always want to be alone.
Introverts are perfectly comfortable with their own thoughts. They think a lot. They daydream. They like to have problems to work on, puzzles to solve. But they can also get incredibly lonely if they don’t have anyone to share their discoveries with. They crave an authentic and sincere connection with ONE PERSON at a time.
Myth #7 – Introverts are weird.
Introverts are often individualists. They don’t follow the crowd. They’d prefer to be valued for their novel ways of living. They think for themselves and because of that, they often challenge the norm. They don’t make most decisions based on what is popular or trendy.
Myth #8 – Introverts are aloof nerds.
Introverts are people who primarily look inward, paying close attention to their thoughts and emotions. It’s not that they are incapable of paying attention to what is going on around them, it’s just that their inner world is much more stimulating and rewarding to them.
Håber Oslo er skøn!
xx Louise
http://www.batsinmyhead.wordpress.com
12. februar 2012 kl. 13:33
Jeg er rigtig glad for du skrev dette!! Tak
12. februar 2012 kl. 18:09
åh, det var godt! you’re welcome!!
12. februar 2012 kl. 12:35
Super godt indlæg! Godt du bringer det frem i lyset.
Jeg kan nikke genkendende til mange af tingene ved testen, især den med at andre menneskers stemninger påvirker en.. Jeg kan have ondt i maven i flere uger hvis jeg tror jeg fornemmer noget fra andre. Og så har jeg de mest livagtige drømme og en vild trang til at sidde ting i orden, især når jeg har travlt. Ellers kan jeg bare ikke fungere. Heldigvis har jeg fundet en kæreste der giver plads til den slags; det gjorde min eks ikke og hold da op hvor var jeg et fortvivlet menneske dengang. Puha.
jeg ved ikke om jeg er særlig sensitiv, det skal jeg ikke kunne sige, men jeg tror jeg har nogle træk i den retning, som kan forklare hvorfor jeg gør som jeg gør tit og ofte. Tak for at sætte et så vigtigt fokus.
12. februar 2012 kl. 12:37
Hej Sofie
Super godt indlæg! Kan genkende mig selv i rigtig meget af det du skriver om. Jeg gik med det samme ind og reserverede bogen på biblioteket. Glæder mig til at læse mere om det. Det er rart at vide at der er andre, der har det på samme måde, for det er jo ikke noget man går og snakker om til daglig.
12. februar 2012 kl. 12:48
Hejsa!
(hvilket jeg heller ikke regnede med)
Fantastisk godt indlæg, der fik mig til at ville tage testen, da jeg også opfatter mig selv som sensitiv. Det viste da også, at min fornemmelse var god nok. Havde nemlige lige præcis 12 spørgsmål hvor jeg svarede ‘sandt’ i mindre eller højere grad.
Det var virkelig en god ide at tage sådan et emne op for, som du skrev, er der mange der er sensitive i forskellige situationer.
Det er dog samtidig rart at få slået fast, at det ikke er en sygdom
Fortsat god weekend!
AliceH.
12. februar 2012 kl. 13:04
Jeg ville også bare lige sige at jeg fandt ud af at jeg var det for et par måneder siden. Det, at finde ud af det, har fjernet den største sten fra mit hjerte og har givet mig en ro og accept som jeg aldrig før har haft. Det er stadig svært og jeg kæmper stadig med det, men der er lys for tunellen og jeg er pludselig begyndt at vende det til at jeg har en gave!
12. februar 2012 kl. 13:05
Kære Sofie,
hvor er det modigt af dig at fremstå så ærlig om noget så personligt på din blog.
Jeg kender bestemt også til særligt sensitive mennesker, men ser det “fra den anden side”; en af mine gode veninder har lige (for et års tid siden) fået diagnosen. Det fik hende til at slappe fuldstændigt af, efter hun i en lang periode havde følt sig meget underligt, og nærmest var deprimeret over at hun ikke brød sig om at gå med os andre på diskotek eller sidde i propfyldte barer. Desværre er nogle af vores veninder faldet fra efter diagnosen er kommet på plads. Det står jeg selv meget uforstående over for. Faktisk er jeg lidt vred. Jeg støtter 100 % op om min veninde og synes det er så flot, hun er gået til bunds i sine symptomer og er faldet til ro.
12. februar 2012 kl. 13:08
Hej Sofie.
Tusind tak for dette indlæg. Jeg er selv særligt sensitiv, og siden jeg fandt ud af det, er der bare mange flere ting, der hænger sammen. Særligt taget i betragtning, at jeg har valgt et år på efterskole! Men jeg kan virkelig anbefale det. Det er sandt, hvad de siger – at det svarer til 7 menneskeår.
Og så vil jeg lige tilføje, at man skal ikke kimse af vigtigheden i at kende sig selv og sine grænser. Det har virkelig givet bagslag i mit liv nogle gange.
Hav en dejlig dag!
12. februar 2012 kl. 13:10
Jeg kan genkende det med gyserfilmene!
12. februar 2012 kl. 13:14
Hvor er det modigt af dig at skrive dette indlæg. Der er absolut intet at skamme sig over, men jeg kan forestille mig, at det altid er svært med så personlige emner.
Jeg fandt for nogle måneder siden selv ud af, at jeg er HSP. Jeg lånte og læste alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af. Det var en meget voldsom og fantastisk ting for mig. Pludselig gav hele mit liv mening og jeg holdt op med at skamme mig over altid at være anderledes. Nogle af de oplevelser, som har frustreret og endda traumatiseret mig gennem livet kan pludselig forklares. Noget af det vigtigste for mig er, at det ikke er en diagnose. Vi oplever bare ting helt anderledes end andre og gudskelov er vi alle forskellige. Min kæreste er den stik modsatte mennesketype og vi kan nu bedre forstå hinanden. Der er længere mellem de frustrerende diskussioner og han kan bedre acceptere, at jeg nogle gange bare har brug for at isolere mig og græde over ting. Omvendt bebrejder jeg ham ikke, at han ikke bliver rørt over de samme ting.
Det korte af det lange er, at jeg forstår dig og synes, det er så flot, at du skriver det her.
12. februar 2012 kl. 13:22
Min mor er også særligt sensitiv, og det har hjulpet hende meget at få ord på det. Det handler vel dybest set om at acceptere, at man er som man er, og det er okay at være den person. Også selvom andre mennesker synes man er fjollet, når man ikke vil se gyserfilm og ikke kan overkomme for mange indtryk ad gangen. Jeg har selv syntes det var fjollet, at der skulle så mange “fine” ord på noget som egentlig virker ret almindeligt, men hvis det kan hjælpe folk til at få det bedre med den selv er det helt i orden
Jeg har også selv nogle af de træk og tænker meget over hvordan jeg skal indrette mit liv så det passer bedst til det. Men samtidig synes jeg også man skal passe på, at det ikke begrænser en – en gang i mellem skal man i hvert fald prøve at se om man ikke kan overskride nogen af sine grænser…
Nå, sorry. Jeg kunne snakke lang tid om det emne
dejligt at du har fundet ud af at du er det – håber det hjælper dig 
12. februar 2012 kl. 13:29
TAk!! Hvor er det dejligt at du tør at dele din erfaring med os!!!
Jeg arbejder med helt små børn alder 0-3 år som dagplejer et FANTASTISK og meget undervurderet job!
Og har igennem årene haft flere sensitive børn, bl.a. er for tidligt fødte ofte sensitive.
Jeg kan KUN anbefale at sensitive børn placeres i dagpleje, hvis det er muligt, da det her er en lille tryg enhed, med den samme omsorgsperson gennem hele dagen, og hvor der er større mulighed for at skabe ro og tryghed omkring barnet, og tage individuelle hensyn. Man lærer barnet rigtigt godt at kende, da vi ikke har så mange børn vi skal forholde os til, og lærer derfor hurtigt at læse barnets signaler, og kan skærme barnet, når nok er nok. Så hvis du har på fornemmelsen at du har et lille sensitivt barn så undersøg mulighederne i din kommune for at få en god dagplejer med interesse og uddannelse inden for denne gruppe børn. En god start for et lille barn er GULD værd!! <3 <3 <3
Jeg synes at det er rigtig spændende at høre hvordan dine oplevelser som barn har været og hvordan du har det nu som voksen. God viden for os alle! Og den bog skal jeg helt sikkert igang med.
Kh og god søndag / Trine
12. februar 2012 kl. 17:37
Hej Trine, tak for tippet, nu fandt jeg dit indlæg.
Vores dreng gik igennem en stor hjerteoperation straks efter fødslen og lå på intensiv i respirator 10 dage efter operationen, så han havde en meget hård start på livet.
Vi har desværre haft en kamp om, at få ham vurderet. Der var 1 års ventetid på den kommunale ergoterapeut, men har endelig fået dem til at komme i næste uge.
pladsanvisningen var ikke forstående overhovedet, de var faktisk lige til at lukke op og sk*** i… Er så gal på dem
Vi har fundet en privat dagplejer, fordi det er så vigtigt for os, at vide hvor han ryger hen i pasning, og ikke bare er en del af kommunens pladsanvisnings-lotteri. Det er økonomisk hårdt for os, eftersom vi i kommunal dagpleje, kunne have søgt økonomisktilskud i form af friplads fordi den ene af os studerer.
Gid der kommer mere fokus på sensitive børn!
14. februar 2012 kl. 20:07
Åh… ja det ER en hård situation at stå i!!
Og det er desv nok ikke alle pladsanvisninger i alle kommuner der er lige forstående…
Et lille tip der måske kan være til hjælp (kan jo ikke garantere det) kunne måske være at ringe direkte til den leder der er af dagplejen i Jeres kommune og stille og roligt fremlægge hende/ham problemet samt Jeres bekymring. De er jo i den grad interesserede i at pasning sker i kommunalt regi. Selvom der findes rigtig mange rigtig gode private dagplejere med stor viden og hjertet på rette sted, så har en kommunal dagplejer en del kurser (i hvert fald i den kommune jeg er bosat i, der har vi næsten alle som minimum et års småbørnspædagogik på HF niveau (frivilligt) samt en intensiv grund udd for dagplejere på 3 uger (oblikatorisk) samt en masse andre mere specifikke kurser) Samt at det er lettere at trække på kommunens specielister, hvis behovet for ekstra indsats viser sig, der er ofte også mulighed for at lade et barn med særligt behov “tælle” for to så der kun er tre børn i dagplejehjemmet. De første år i et lille barns liv er jo så vigtige, så kan sagtens følge Jeres bekymring. Håber inderligt at I får den hjælp I har brug for…
Kh Trine
12. februar 2012 kl. 13:33
Jeg har lige fået en åbenbaring! Tak – tusind tak!
12. februar 2012 kl. 13:42
Åh sjovt du nævner det med liv og død for har ofte samme problem. Jeg tør ikke køre bil i frygt for at dø. Ligger vågen det meste af natten når min kæreste er i byen fordi jeg frygter der sker ham noget, der er endnu ikke sket noget i de 6 år vi har været sammen men alligevel er frygten der.
Fik diagnosen hsp høj high sensitive person a min læge sidste efterår, hvilket har gjort mig mere bevidst omkring det, men tusinde tak for indlægget, nu føler jeg mig måske ikke helt som Palle alene i verdenen.
12. februar 2012 kl. 13:50
Hej Sofie + alle andre
Jeg er selv en af de, som rammer ret godt inden for kategorien “særligt sensitiv”. Jeg har haft kendskab til det nogle år, men har først rigtigt arbejdet med det, efter jeg gik i et forløb hos en psykomotorsik terapeut – tager nu selv uddannelsen, som er en bacheloruddannelse. Psykomotorik handler (som navnet antyder) om sammenhængen mellem krop og psyke, hvilket er et rigtig godt udgangdspunkt at arbejde med for særligt sensitive, da det er så tydeligt, at de psykiske reaktioner viser sig i kroppen – kuldegysninger, ondt i kroppen, muskelspændinger, vejrtrækning etc.
Mange psykomotoriske terapeuter arbejder med særligt sensitive, da man som særligt sensitiv kan have rigtigt stort udbytte af, at mærke sin krop og finde fodfæste i en situation, som ellers kan hyle én helt ud af den – i know
Man finder i samarbejde ud af, hvilke redskaber, der kan være brugbare for den enkelte i dennes hverdag ift. den udstrækning, man er særligt sensitiv.
Vil nok egentlig bare give noget videre, som har virket enormt godt for mig og mange andre – og sige, at der er et alternativ til psykologen (som helt bestemt også kan være guld værd)
12. februar 2012 kl. 14:23
Kan genkende rigtig meget fra testen, jeg bliver nemt stresset og nervøs og kan mange dage miste lysten til at forlade mit hjem, fordi jeg ikke kan overskue de forventninger jeg skal leve op til og så har jeg stor tendens til at være asocial.. Har bare lært at leve med det selvom det er svært.
Sværest er det at skulle begynde på noget nyt og møde mange nye mennesker. Det skræmmer mig mere end det burde..
12. februar 2012 kl. 14:28
Tusen takk for et flott innlegg. Jeg er fast leser av bloggen din, men jeg har ikke kommentert før. Vennlig hilsen fra Line, Norge
12. februar 2012 kl. 14:46
Jeg har sådan en dreng… og så var jeg selv sådan som barn og også i mit voksne liv, men jeg er blevet langt bedre til at håndtere det. Jeg kan anbefale dig at kigge på HSP-foreningens hjemmeside: http://www.hsp-foreningen.dk/ Der bliver holdt mange gode foredrag om emnet rundt omkring og formanden er netop blevet interviewed. Det kan du høre her: http://www.roskilde.dampradio.dk/ (du skal gå ind under “download interview” – “aktuelt” og “uge 5″. Det handler primært om børn, men er rigtig fint… Jeg tror rigtig mange børn i dag får forkerte diagnoser, de er i virkeligheden “bare” særlig sensitive….
Tak for dit indlæg;o)
KH Lisbeth
12. februar 2012 kl. 14:56
Ej et skønt indlæg.
Jeg har, ligesom så mange andre særligt sensitive, gået i alle mine nu 24år og tænkt, at jeg var underlig. Jeg tænker og bekymrer mig om mange ting, som slet ikke har noget med mig at gøre, bliver meget nemt ulykkelig eller det modsatte, f.eks. forelsket. Jeg tager andre menneskers følelser og humør på mig. Ser ikke uhyggelige film, bliver nemt stresset, kan ikke klare mange lyde på én gang, etc etc etc.
Det var først for ca 3 mdr siden at jeg fik at vide, at jeg måske var særligt sensitiv. Jeg købte også bogen, du nævner, og jeg kan genkende mig selv i stort set alt!
Det er virkelig en befrielse at finde ud af, at man ikke er sær eller mystisk – man har bare et særligt sensitivt nervesystem, som skal tages lidt ekstra godt vare på indimellem.
12. februar 2012 kl. 15:00
Sofie. Det er det bedste indlæg længe.
Jeg har hele mit liv følt mig anderledes, mere tænksom og refleksiv, bange og følsom en andre mennesker. Dog har jeg aldrig forstået hvorfor.
Tusind tak. Det er vist et eneste jeg har at sige.
Håber du havde en god tur til Oslo!
12. februar 2012 kl. 15:04
Jeg har lige taget den der “test”, og ud af de 23 spørgsmål, kunne jeg svare sandt til 19. Så jeg er vidst også særlig sensitiv?
Det er underligt at tænke på.. Så er der måske en grund til, at folk altid synes jeg er svær at komme ind på. Jeg virker nemlig meget genert på folk, første gang jeg møder dem.
De to ting, som jeg selv har lagt mærke til, er at jeg er genert og at jeg har “brug” for faste rammer. Jeg kan blive helt forvirret oveni hovedet, hvis jeg troede at jeg skulle én ting, men at det så bliver ændret i sidste øjeblik.
Og så det der med præstrations angst og at gøre tingene dårlige, når folk kigger. Det kan jeg også nikke meget genkendende til. Det har jeg kæmpet meget med under hele min uddannelse. Men det har så også gjort, at jeg er blevet en stræber, fordi jeg NÆGTER at “tabe” ansigt og blive bedømt dårligere, fordi jeg ikke kan klare presset.
Så tusind tak fordi du lavede det her indlæg! Jeg er sikker på, at det nok kan hjælpe mig til, at forstå mig selv bedre! Og måske også hjælpe min omgangskreds, til at forstå at der er en mening med al galskaben
12. februar 2012 kl. 15:05
Fantastisk at du tager det op, virkelig..
Jeg anede ikke at der var noget der hed “særligt sensitiv”, men er efter at have læst dit indlæg, skal jeg helt klart læse mere om det. Jeg kan godt nikke genkendende til meget af det du skriver. Udover det med gyserfilm, er jeg rædselslagen for at blive slået ihjel, eller at andre skal blive slået ihjel. Jeg har forbudt min kæreste at cykle med høretelefoner på om morgenen når han skal på arbejde. Jeg er altid vildt nervøs når jeg ikke “kan få fat” i folk, hvis de eksempelvis er langsomme til at svare på en sms (Dette gælder navnligt min tætte familie og min kæreste) Begyndte at græde en aften fordi jeg ikke kunne komme i kontankt med min mor (jeg er 24 og er egentlig utrolig selstændig)
Derudover springer jeg altid nyheder om død, ødelæggelse og jordens undergang (bare at skrive de to ord, gør mig utilpas) over. Jeg kan ikke håndtere det. Jeg kan heller ikke klare når folk taler om spøgelser eller ånder, selvom man jo godt ved at de ikke eksistere.
1000 tak for dit indlæg.
Mange hilsner
fra en sensitiv læser
12. februar 2012 kl. 15:45
Jeg har tit tænkt over, om jeg mon er en meget sensitiv person, og efter nogen tids selvransagelse er jeg kommet frem til, at ja, det er jeg. Jeg kan også huske situationer i min barndom, hvor jeg opførte mig anderledes end andre børn, når det kom til visse ting; fx at blive drillet på venlig manér, at få skæld ud, osv. Jeg kunne slet ikke tåle tanken om at få skæld ud eller at få en eftersidning i skolen. Af andre begivenheder, husker jeg særligt dengang en af mine kaniner døde; jeg var måske 14-15 år. Jeg kunne ikke lade være med at græde, mens min lillebror, der også ejede kaninen, ikke fældede så meget som en tåre. Kaninen var død og det var det for ham, mens jeg overvejede om kaninen mon kom i himmelen, eller om min anden kanin nu ville blive ensom og savne den.
I dag er jeg stadig meget sensitiv på visse punkter. Der er mange sange, jeg græder til uden nogen egentlig grund. Jeg græder af film, dokumentarer, serier, hvis der er noget, der rører mig. Jeg græder faktisk ret meget, når jeg tænker over det, og jeg synes bestemt ikke det er hysterisk, men faktisk en slags selv-terapi, hvor jeg kommer af med nogle følelser, i stedet for at bære dem inde i mig. Mine forældre forstår det slet ikke. De fortæller mig altid, at jeg skal holde op med at græde og være voksen. Siden hvornår er det blevet til en umoden og barnlig ting at græde? Det udtrykker jo en følelse ligesom at smile, og sorg er en del af vores følelsesliv.
Tak fordi du bringer emnet op. Det er en god måde, at relatere sig til andre mennesker på!
12. februar 2012 kl. 15:48
Hej Sofie! Ej hold da op for en aha oplevelse jeg fik af at læse dette indlæg. Jeg kan så meget genkende det at være særlig sensitiv!
Tusinde tak for at du ville dele dette meget personlige indlæg med os andre.
Må jeg spørge hvordan du fandt det foredrag? OG hvor du har købt bogen henne?
Katrine
12. februar 2012 kl. 16:18
Hej Sofie!
Først vil jeg lige sige at din blog er fantastisk – jeg har netop fundet den på bloglovin
For det andet, så kender jeg godt den situation du beskriver, jeg har haft/har det på samme måde som du så fint beskriver… Og jeg er virkelig blevet stemplet som kedelig og mærkelig, hvilket føles som et slag i ansigtet – og oveni slaget kæmper jeg med det psykiske..
Måske jeg skal læse den bog du nævner? Hmmm..
Og respekt for at du skriver dette indlæg, det har jeg aldrig selv tænkt på at gøre!
/Line
12. februar 2012 kl. 16:23
Godt indlæg.
Det er måske ikke altid så praktisk at være sensitiv, men jeg er overbevist om at det i sidste ende er en fordel. Selvom der da har været mange situationer hvor jeg ville ønske jeg kunne holde tårerne tilbage, ordene tilbage, følelserne i mig selv tilbage. Det er altid godt med en forklaring.
12. februar 2012 kl. 16:25
Vi skal faktisk have ergoterapeut ud på vores 8 måneder gamle dreng i næste uge, netop fordi han er et sensitiv barn.
Det er med henblik på øvelser vi kan lave, som kan gøre det lidt lettere for ham, når han er ude hvor der sker en masse, men også en vurdering af, om han skal i særlig pasning hvor der måske er lidt mere ro på.
når jeg læser inde på siden du linker til, kan jeg genkende noget af det i mig selv, til en vis grad, men også i mine egne søskende og min mor, så at min søn er sensitiv, kommer ikke fra fremmede. Han er det bare i høj grad desværre, så han kan ikke skærme indtryk af
12. februar 2012 kl. 16:45
Hej Chanett
Prøv at læs det jeg har skrevet længere oppe… ang dagpleje til sensitive børn..
Kh Trine
12. februar 2012 kl. 16:45
..Lidt ligesom når man læser horoskopet for skorpionen og “EJ det er bare SÅ meget mig det dèr!” Right.. men det passer jo på de fleste! No offense. Men mon ikke der er mere til særligt sensitiv end klikkende kuglepenne og generthed. Thumbs op til dem der som Sofie sætter sig rigtigt ind i emnet.
12. februar 2012 kl. 16:56
Hej Sofie!
Hvor er det et fint indlæg og hvor er jeg glad for, at begrebet bliver bragt op i en anden form for fora end sædvanligt. Forhåbentlig er der på den måde flere, der vil få øjnene op for det.
Jeg er selv særligt sensitiv og mødte først begrebet gennem en god veninde, der læser psykologi, i sommerferien. Det var på én gang både skræmmende og totalt forløsende (jeg begyndte selvfølgelig at tudbrøle, fordi jeg følte mig så “fyldt op” af den nye erkendelse). Men helt ærligt, måske er det i virkeligheden én af de bedste erkendelser, jeg længe nogensinde er nået, for lige pludselig er det ikke nødvendigvis er noget at skamme sig over. Jeg er ikke mærkelig, men jeg er anderledes. Jeg er anderledes, fordi jeg fungerer anderledes, og det er OK. Det bliver meget nemmere at acceptere alle de “begrænsninger”, som også følger med af at være særligt sensitiv – for til gengæld er jeg god til andre ting. Jeg har stærk intuition og er god til detaljer. Jeg ser de ting andre ikke ser. Min særlige sensitivitet er jo faktisk nøjagtigt dét, der karakteriserer det særlige ved mig, og som ligger til grund for de egenskaber, jeg sætter højest ved mig selv – det er så vigtigt at huske på!
12. februar 2012 kl. 17:03
Hvor er du SEJ Sofie – tak fordi du deler
12. februar 2012 kl. 17:06
Jeg er også for et par år siden blevet “diagnosticeret” som særligt sensitiv. Jeg bliver især påvirket af lys, farver, kunst, musik, film og andre mennesker. Men hey, hvis det ikke var for os var mennesket uddødt for længst, det er nemlig de særligt sensitive der fornemmer farer før alle andre.
12. februar 2012 kl. 17:06
Hej Sofie.
Jeg har desværre ikke tid til at læse alle de overstående kommentarer, så håber ikke dette bliver en gentagelse. Jeg er selv en utrolig sensitiv person, men har været på heldig at jeg er blevet født ind i en familie, hvor der kan tages hånd om det. I følge den gamle indiske videnskab AYURVEDA, er både du og jeg nemlig det man kan kalde en VATA (domineret af vindelementet). Der er absolut ingenting galt med at være sensitiv, men når det ligefrem eskalerer til destruktive, nervøse tanker, så fører det ingenting godt med sig – og det er der at man i ayurveda snakker om en ubalance. Det kan der gøres noget ved, ved nemlig at balancere sit vindelement. Bl.a. har meditation og yoga og andre “indadvendte” gøremål, hjulpet mig meget. Også madlavning, hjælper mig til at give mig den ro jeg har brug for – jeg kan se at du gør det samme… Jeg håber at dette måske kan vække din interesse, og jeg kunne uddybe i på hundrede linjer, men jeg opfordrer dig selv til at undersøge det mere, hvis det fanger. Det er også ok hvis det ikke gør, du får så mange beskeder i forvejen.
Med venlig hilsen..
12. februar 2012 kl. 17:13
Tak for et rigtigt godt indlæg! Det er på den måde I bloggere virkeligt får trofaste læsere
…
Jeg er ikke som udgangspunkt et særligt sensitivt menneske, har ikke oplevet det igennem min barndom. Dog har jeg være igennem en meget hård periode med dødsfald i min familie, kærestebrud, boligsituation og søgen efter et nyt arbejde. I denne periode oplevede jeg næsten alle de ting der karakteriserer særligt sensitive personer. Så jeg har fundet ud af at man også kan være særligt sensitiv i perioder af sit liv. Jeg synes det har været meget hårdt at opleve den side af mig selv, men jeg er også fået større forståelse for særligt sensitive personer. I bund og grund handler det vel om at man lærer sig selv bedre at kende og finder ud af hvad der godt for én. På den måde kan man få det bedste ud af det man har og mer til, tror jeg
12. februar 2012 kl. 17:40
Jeg går godt nok ikke og føler mig underlig, men jeg er meget lydfølsom. I en lidt ekstrem grad faktisk, og specielt min far synes bare, jeg er sindssygt hysterisk. Hehe. Jeg kan bl.a. ikke holde vejrtrækning, fjernsynssummen (altså lyden af fjernsyn/musik fra et andet rum) og lyden af folk, der spiser frugt og grøntsager ud. Derudover ser jeg ALDRIG gyserfilm, og jeg drømmer de mest hjernedøde drømme, som jeg oftest kan huske i detaljer. Jeg tror desværre ikke, at det at jeg har fundet ud af, at jeg kan være særligt sensitiv gør, at jeg forstår mig selv bedre, men det er da meget sjovt at læse om.
Står der noget om, hvad man kan gøre for at gøre sin hverdag bare en smule lettere?
Forresten et rigtig interessant indlæg! Gerne flere af den slags.
12. februar 2012 kl. 17:45
Meget modigt, interessant og meget meget tankevækkende indlæg, Sofie.
12. februar 2012 kl. 17:47
Hej Sofie
Tak for et fedt indlæg.
Jeg er vel nok en blanding af særlig sensitiv og tvangstanker
Nogen af tingene kan jeg nikke genkendene til, andre ikke.
For eksempel er jeg en meget udadvendt person, men i børnhaveklassen gik jeg også meget rundt med lærene.
Jeg har en masse tanker om livet/døden, og bilder mig selv ind at jeg vil dø på denne cykeltur eller jeg vil dø i nat. Rigtig uhyggelige tanker, men jeg har heldigvis lært at håndtere det noglelunde.
Det skal lige siges at jeg er 15 år
12. februar 2012 kl. 17:52
… Hvor er det mærkeligt at læse.
Dine kendetegn på sensitivitet er som taget ud fra mine egne..
Det eneste, som ikke matcher er sensitiv over for lys, men alt andet passer perfekt.
Jeg er helt mundlam.. Jeg troede bare, at det var mig, som var lidt spøjs.
Jeg forstår fx heller ikke, hvordan sådan noget, som ‘Utøya’ kan ramme mig så hårdt i sindet, men det gør det. Jeg spekulerer over hvornår jeg holder op med at tænke på det, men tror der går lang tid. I starten tænkte jeg ikke så meget på det, men det er kommet langsomt, hvor jeg er begyndt at tænke på hvilken enorm og vanskelig skade og smerte han har pådraget folk. Både for overlevende og pårørende. Det er ufatteligt.
Jeg kan heller ikke klare at se uhyggelige film. Jeg bliver nødt til at sove med lyset tændt hvis jeg har set en gyser ala ‘The Others’ fx. Jeg kan ikke lide at falde i søvn, da det føles så virkeligt.
Til det med kaffe har jeg sådan at det kan snurre lidt mellem mine øjne, og jeg drikker ikke så meget kaffe endda.
Jeg har det på samme måde med kød.. Jeg køber økologisk kød og kød fra dyr, som har det godt. Alligevel forsøger jeg ikke at tænke på at det faktisk er et dyr jeg spiser. Men det er noget pjat jo. Især når jeg går op i at købe kød fra dyr, som har haft det godt. Sådan har jeg altid haft det med kød.
Når det er så koldt udenfor, kan jeg heller ikke lade være med at blive oprigtig bekymret for dem, som er derude og fryser. Det er både, at jeg tænker på herreløse katte, som render rundt og mennesker som fryser og er sultne.
Jeg beundrer folk, som sjældent tænker på den måde fordi det virker så rationelt, men samtidig er jeg også glad for, at jeg tænker på min måde. Selvom det kan være temmeligt rodet og konstant eftertænksomt at tænke sådan
Det var bare et lille udsnit fra mig.
12. februar 2012 kl. 18:08
Interessant indlæg og jeg kan med sikkerhed nikke genkendende til det at være særlig sensitiv. Ikke så meget på samme måde som dig, men mere på den måde, at jeg meget hurtigt kan blive nervøs for så mange forskellige ting, store og små ting i livet.
Tak for indlægget!!
12. februar 2012 kl. 18:40
Sofie
Tusind tak for dette indlæg. Her har man gået hele sit liv og troet, at man var underlig! Jeg fik endda at vide af min lærer i folkeskolen, at jeg var nærtagende. Jeg magtede ikke de andre børn i klassen, når de larmede, eller legede for vildt, og jeg reagerede altid meget stærkt på drilleri og mobning, og græd ofte. Nu viser det sig nogle gange i en besættelse af ikke at kunne ligge ordenligt i min seng om natten, fordi dynen stikker ud af betrækket, og jeg derfor kan mærke det klamme stof, som dynen er lavet af, eller at lagenet krøller, og tankerne ellers bare kører derudaf med 180 i timen om alle de forfærdelige ting, der kan ske for mig og for dem, som jeg holder af. Jeg begynder ofte også at græde, uden at kunne forklare hvorfor.
Det har altid irriteret mig grænseløst, for jeg er en meget rationel og logisk person – derfor er det ekstremt frustrerende ikke at kunne styre sine følelser eller tanker. Jeg har med det samme reserveret bogen på biblioteket, og jeg glæder mig til at læse den. Jeg anede slet ikke, at den måde, jeg var på, kunne have en forklaring, der var så ligetil, og at der er så mange andre, der har det på samme måde.
12. februar 2012 kl. 18:52
Hej Sofie
Jeg har selv sat mig ind i tingene, da jeg har en søn der er sensitiv. Jeg nikker genkendende til mange ting, selvom der dog er er forskel i jeres alder….
Det er rigtig spændende at høre om dine tanker omkring din sensivitet. Jeg har fulgt dig længe,og tænker at du har et godt, dejligt, positivt og trygt liv. Det giver ro i forhold til min egen søn. Man ønsker jo det bedste for ens guldklumper…
Jeg bor i Aarhus, men det er så heldigt at Sensitiv Balance (Lise August og hendes mand) er begyndt at afholde kurser/seminarer i Aarhus. Jeg har også set, at de lige har sat nogle op i Odense. Bare lige til info.
Mange tak for at du ville dele dette med os også
Kærlige hilsner
Karina
12. februar 2012 kl. 19:13
Et helt fantastisk indlæg du har lavet, Sofie – og hvor er det dejligt, at du bryder med tabu emnet “særlig sensitiv”.
Jeg læser til pædagog og i undervisningen har vi berørt emnet, og det er utrolig spændende at læse og lære om, og det giver en bedre forståelse for, hvorfor nogle børn/voksne reagerer anderledes på visse oplevelser og indtryk.
Min nevø på 4 år er også særlig sensitiv, og for mig (som har et pædagogisk syn på det) er det utrolig vigtigt at vise ham, at han ikke er “underlig”, men være imødekommende overfor hans sociale hæmninger.
Han bliver fx. skræmt fra vid og sans af Fastelavnsdragter, Julemanden og kostumer i det hele taget. Det er for overvældende for ham og han har svært ved at bearbejde de indtryk det giver ham i hans særligt sensitive sind.
1000 tak for dit indlæg – som hidtil har været det mest interessante der ikke havde med mode at gøre
Mange hilsner Christina
12. februar 2012 kl. 19:16
Hold nu op! det var dog helt vildt så meget jeg kan genkende af mig selv i det du skriver!
12. februar 2012 kl. 19:50
Dejligt indlæg. Jeg er bange for alt i sådan grad at jeg er begyndt at gå til psykolog, fordi det generer mig så meget.
Det er helt klart en bog jeg skal have læst
12. februar 2012 kl. 20:22
Som du nok allerede har fornemmet, så er du ikke alene!
Rigtig dejligt indlæg.
12. februar 2012 kl. 20:47
Først og fremmest fedt med et emne, der er mere personligt. Jeg er også det, man vil kalde for en særlig sensitiv person, men som psykologistuderende må jeg også konkludere, at teorien ikke er “nok” til at forklare alt, men nærmere er med til at belyse flere sider af samme sag. Generelt er forståelsen af, at nogen er mere sensitive end andre og dermed følsomme over for elementer, som andre ikke er, super vigtig, men samtidig er det også vigtigt at forstå, at det ikke er en sygdom. At være sensitiv er ikke en sygdom eller et syndrom. Mange mennesker med psykiske lidelser vil sikkert også kunne blive karakteriseret som “sensitive”, men der er bare en stor forskel. Jeg er selv sensitiv og har flere personer med psykiske sygdomme i min nære familie – helt klart en sammenhæng, men det betyder ikke, at jeg fejler noget. Jeg lever med et menneskeligt vilkår som tydeligvis er gældende for en stor del af befolkningen i større eller mindre grad. Og netop grundet de forskellige områder indenfor forståelsen af sensitivitet vil rigtig mange helt almindeligt velfungerende mennesker kunne “sygeliggøres”. På mange måder er det at være sensitiv udtryk for samfundstendenser, hvor personlig udvikling, mindfullness osv. er en del af vores virkelighed. Vi er i vores tid fokuseret på os selv, og så er det klart, at vi i denne selvoptagethed og selvbeskuelse opdager, at der er forskel på folk på dette område. Derudover lever vi også i en tid, hvor stress, depression og angst i højere grad bliver tilfældet hos en stor del af befolkningen. For mig at se peger alt dette på, at vi er i en tidsalder, der er hård for mennesker. Selvudvikling, præstationsangst og konstant identitetsudvikling er med til at gøre os syge, og derfor kan vi i højere og højere grad identificere os med betegnelser som sensitive og dermed diagnosticere vi os selv, uden egentligt at være syge – vi har bare brug for en pause.
Jeg siger ikke, at det er tilfældet for alle mennesker – jeg er selv hypersensitiv, men man skal bare passe på med ikke at lave en “klub sensitiv”
12. februar 2012 kl. 20:58
Jeg kan SÅ meget se det i mig selv! Bl.a. det med detajler i drømme og uhyggelige film. Jeg elsker dog høj musik, men hader når nogle klikker på kuglepenne
Men ja, jeg tror nok også, at jeg er særligt sensitiv. Det kan jeg ihvertfald mærke ift. mine veninder, som måske ikke tager visse ting ligeså alvorligt eller personligt som jeg kan gøre – men nogle gange er det, underligt nok, omvendt! 
12. februar 2012 kl. 21:04
Først og fremmest fedt med et emne, der er mere personligt. Jeg er også det, man vil kalde for en særlig sensitiv person, men som psykologistuderende må jeg også konkludere, at teorien ikke er “nok” til at forklare alt, men nærmere er med til at belyse flere sider af samme sag. Generelt er forståelsen af, at nogen er mere sensitive end andre og dermed følsomme over for elementer, som andre ikke er, super vigtig, men samtidig er det også vigtigt at forstå, at det ikke er en sygdom. At være sensitiv er ikke en sygdom eller et syndrom. Mange mennesker med psykiske lidelser vil sikkert også kunne blive karakteriseret som “sensitive”, men der er bare en stor forskel. Jeg er selv sensitiv og har flere personer med psykiske sygdomme i min nære familie – helt klart en sammenhæng, men det betyder ikke, at jeg fejler noget. Jeg lever med et menneskeligt vilkår som tydeligvis er gældende for en stor del af befolkningen i større eller mindre grad. Og netop grundet de forskellige områder indenfor forståelsen af sensitivitet vil rigtig mange helt almindeligt velfungerende mennesker kunne “sygeliggøres”. På mange måder er det at være sensitiv udtryk for samfundstendenser, hvor personlig udvikling, mindfullness osv. er en del af vores virkelighed.
Vi er i vores tid fokuseret på os selv, og så er det klart, at vi i denne selvoptagethed og selvbeskuelse opdager, at der er forskel på folk på dette område. Derudover lever vi også i en tid, hvor stress, depression og angst i højere grad bliver tilfældet hos en stor del af befolkningen. For mig at se peger alt dette på, at vi er i en tidsalder, der er hård for mennesker. Selvudvikling, præstationsangst og konstant identitetsudvikling er med til at gøre os syge, og derfor kan vi i højere og højere grad identificere os med betegnelser som sensitive og dermed diagnosticere vi os selv, uden egentligt at være syge – vi har bare brug for en pause.
Jeg siger ikke, at det er tilfældet for alle mennesker – jeg er selv hypersensitiv, men man skal bare passe på med ikke at lave en “klub sensitiv”
12. februar 2012 kl. 22:56
Helt sikkert nogle relevante pointer du fremfører her!
Jeg tror det er vigtigt at holde sig for øje, at denne indsigt kan bruges og vendes til have holdholdsvist en positiv og en negativ effekt for folk som er særligt sensitive, eller føler at de kan relatere sig til dette. Selv, har jeg hele livet vidst at jeg var meget følsom, idet jeg har en far som har kæmpet med dette væsen hele sit liv. Så for mig kan denne betegnelse bruges, ikke som en aha-oplevelse, men som et værktøj til at gøre det forståeligt for mine medmennesker at jeg har nogle særligt sensitive adfærdsmønstre. Faren ved denne betegnelse, som jeg ser det, er at det kan blive en undskyldning for dårlig adfærd eller som du nævner, en sygeliggørelse og dermed et krav om at andre skal tage tage særlige hensyn til en, fordi man er særlig. Jeg ser det som en klar force at man kan indvie de nærmeste, men som sagt også som en problematisk størrelse, hvis man smider det om sig i flæng (sagt lidt karikeret).
13. februar 2012 kl. 00:39
Rart og velformuleret kommentar. Jeg synes også man skal passe på med at bruge begrebet, eller i hvert fald tænke over hvilket formål man har med det. Og måske nuancere det lidt. Mht testen, så kan man i min mening ikke “måle” sådanne ting. (på samme måde som jeg ikke synes at man kan måle personlighed, og dermed karakterisere folk som fx. introvert og ekstrovert). Testen kan selvfølgelig bruges til at bringe fokus for nogle. Men jeg ville ikke mene at man kan bruge den som et redskab. Jeg har igennem min opvækst været igennem mange ting der har gjort mig til et meget følelsesmæssigt barn, eller sensitivt barn om man vil. Og hvis jeg tog “testen” ville jeg helt sikkert få resultatet “særligt sensitivt”. Men i min verden ville denne karakterisering af mig ikke lede til en større selvforståelse. Jeg ville heller kigge på hvorfor jeg reagere som jeg reagere og hvad det er der gør at jeg reagere som jeg reagere.
Virkelig svært at få formuleret sig ordentligt! Jeg vil bare melde mig enig i ovenstående. Og håbe på at folk ikke vil bruge begrebet som en diagnose og heller ej som en karakterstik. Mennesker er forskellige, og vi er også forskellige i forskellige situationer, og det har vi altid været og det er der ikke noget særligt i.
12. februar 2012 kl. 21:15
Ej hvor pudsigt, jeg var selv til et foredrag med Lise d. 28 februar vedr. sensitive børn, da min ene søn er en af slagsen, men det er jo arveligt og han har det faktisk fra mig. Jeg har altid bare troet jeg var følsom, men har som voksen fundet ud af at jeg er særlig sensitiv, det er nu meget rart at få sat en “betegnelse” på min væremåde, så jeg nogle gange er klar over hvorfor jer reagerer på en særlig måde. Og så er jeg glad for at jeg ved hvad det går ud på, for jeg ved præcis hvad min søn går igennem i sin skolegang og jeg føler derfor at jeg kan støtte ham på bedste vis, så han ikke bliver presset ud i situationer han ikke bryder sig om.
12. februar 2012 kl. 23:17
meget personligt indlæg, det kan jeg godt lide, at du sådan åbner dig op
Din blog er virkelig nice ^_^
http://www.noncategorical.blogspot.com ♥
12. februar 2012 kl. 23:28
Fantastisk indlæg Sofie! Jeg er selv særlig sensitiv, og op til flere psykologer har faktisk prøvet at “helbrede” mig for det… De kunne simpelthen ikke finde ud af og/eller forstå hvorfor jeg reagerede stærkt specielt på omvæltninger, lyde, lys og stress. Det gjorde det nok heller ikke bedre at min mor havde cancer og jeg lige derefter blev diagnostiseret med skoliose. Når man så i forvejen reagere meget stærkt på specielt omvæltningerne, gjorde det ingenting bedre at dem der burde have vidst noget om det, bare troede at jeg var mere eller mindre psykisk syg
Det skal så lige siges at der var en psykolog der spottede det lige med det samme og gav mig en masse tips til hvordan man lettere kommer igennem sværere ting og en hel normal hverdag selvom man er lidt anderledes – og jeg synes faktisk ikke længere at det kun er negativt at man tænker lidt mere over tingene..
12. februar 2012 kl. 23:29
Super spændende indlæg.
Kan nikke godkendende til det hele – på nær koffein.
Dog kan jeg tilføje nærkontakt/fysisk kontakt. Har meget svært ved at få et kram af folk jeg ikke kender rigtig godt, eller sidde meget tæt på andre mennesker, foretrækker en lille smule afstand.
Super fint at nogen tager det op, specielt med den fokus der er på kroppen i blogland for tiden, er det rart at der også er plads til forskellige personligheder, også de sarte
12. februar 2012 kl. 23:43
Det passer ikke så godt på mig – men har en veninde, som passer på den profil på en prik! Tror jeg vil dele dette indlæg med hende!
13. februar 2012 kl. 02:46
Har altid bare tænkt jeg var mærkelig.. men prøvede at tage den test.. jeg har 14 sande..
13. februar 2012 kl. 06:18
Kender til HSP http://www.hsp-foreningen.dk/hvad-er-hsp/ lyder som lidt ala det samme?
13. februar 2012 kl. 07:42
Kære Sofie,
Jeg synes det er sådan et fint indlæg du har skrevet. Det er et utroligt vigtigt budskab, at få ud. Der er mange der føler sig underlige og det her kan helt sikkert hjælpe mange på vej:-)
Hurra for dig:-)
Kh
B
13. februar 2012 kl. 09:29
Er helt ny læser på din blog, fik den anbefalet og sidder lige og snuser lidt rundt for første gang.
Så falder jeg så over det her indlæg hvor jeg kan sidde og nikke ja til alt det du lister op!
Jeg er da også sensitiv går det op for mig! Hmm at jeg ikke har tænkt over det før! Jeg kan fx. slet ikke klare folk der spiser æble eller tyggegummi, kan finde på at rejse mig op i s-toget og finde en anden plads hvis der er nogle omkring mig der spiser det!
Tror jeg vil prøve at finde den bog:-)
13. februar 2012 kl. 09:40
Dejligt at læse dette indlæg – er selv særligt sensitiv, og har været det siden jeg blev født.
Kan kun se det som en force
Cudos til dig for dette indlæg
/Linda Bruun
13. februar 2012 kl. 13:22
Hej Sofie, nu tog jeg lige testen du linkede til, og man kan vidst roligt sige at jeg også er særligt sensitiv. Jeg kunne sige til 18 af tingene. Sjovt at få en “forklaring” på hvorfor man har det på den måde.
13. februar 2012 kl. 13:32
Fedt du tør skrive om det, Sofie
Jeg har selv læst bogen for 1½ års tid siden, og er slet ikke i tvivl om at jeg også er særligt sensitiv (lige som begge mine forældre).
13. februar 2012 kl. 14:35
Hejsa Sofie. Jeg er også særlig sensitiv. Jeg kan græde når jeg ser en meget smuk film, høre musik, selv synger eller høre noget slemt ude i verden. Det er som du siger svært at rumme – og de store tanker kan flyde sammen til et stort tomrum i mit hoved der er svært at beskrive. Også tankerne om liv og død kan jeg nikke genkendende til – jeg tør eks ikke at kører bil, for som du siger, du kan blive dræbt imorgen. Til gengæld værdsætter jeg den store gave det er at have en særlig indsigt i andre mennesker tankegang, indlevelse og dyb forståelse for andre – der også er et træk ved et særlig sensitivt menneske. Kan du nikke genkendende til dette??
Puha det var lidt personligt fra mig.
Jeg har altid stammet og det har altid gjort mig mere til en der observere livet end den der bare har skyklapper på og snakker løs om mig selv. Det tror jeg har været med til at gøre mig mere sensitiv som menneske – meget tænksom, måske for meget
MVH Sara Bach.
13. februar 2012 kl. 17:26
Hej Sofie!
Vildt fedt indlæg. Og sejt at du tør stå frem – Det gør jeg ikke engang i en kommentar… Jeg græder meget. Over meget lidt. Fx i diskussioner og samtaler om hvordan jeg opfører mig, hvis jeg klarer mig dårligt i skolen og til forældresamtale i skolen græder jeg altid, fordi det handler så meget om mig tror jeg. Selv nu kan jeg mærke en klump i halsen, og blanke øjne, bare fordi jeg skriver det. Jeg ved, at min mor også græder meget, specielt når noget er rørende eller smukt. Har det noget med det at gøre? Jeg kan nemlig ikke helt finde ud af det…
13. februar 2012 kl. 17:42
Desuden har jeg – specielt som yngre – været MEGET bange for døden. Jeg har, (igen), grædt meget. Det kommer mest i perioder.
13. februar 2012 kl. 17:55
Hej Sofie.
Jeg læste det her indlæg igår og har faktisk ikke kunnet tænke på andet lige siden. Det skræmmer mig lidt. Jeg synes, jeg kan genkende rigtig mange af de træk, som du beskriver og som hjemmesiden lister op. Synes også der er flere af de træk jeg kan genkende hos min mor.
Da jeg var lille og gik i børnehave, begyndte jeg altid at græde, når vi efter en fødselsdagssang skulle synge 3 x hurra. Det var alt for højt og der var altid en pædagog der skulle holde mig for ørerne. Jeg kunne ikke holde larmen ud. Jeg bryer mig heller ikke om larm i dag, jeg bliver stresset. Jeg sad næsten altid ved en pædagog i pauserne. Husker også da jeg var 12-13 år, at der var en mand i mit nærområde der påstod han var elektriker og fik unge piger til at lukke sig ind i forældrenes hus, hvor han så forulempede dem seksuelt. Altså ikke voldtægt, men han rørte ved dem. Jeg var rædselsslagen for at være hjemme i de få timer jeg kom hjem fra skole og indtil min mor kom hjem fra arbejde. Jeg var så bange for at nogle skulle ringe på døren, så jeg sad ved hoveddøren og ventede. Jeg har mareridt flere nætter efter en gyserfilm og jeg ser dem aldrig af samme grund. Jeg drikker en kop kaffe hver morgen, men trods jeg drikker det hver dag, så bliver jeg koffein påvirket hver gang. Det samme gælder cola. Kan f.eks. ikke drikke en kop efter klokken 15, så vågner jeg flere gange om natten og er lysvågen. Jeg husker rigtig mange drømme og bruger lang tid på bare at tænke. Jeg har ofte brug for ro og fred for mig selv, som du beskriver så kan jeg ikke rigtig “rumme” andre i længere tid af gangen. Jeg har før været vegetar og har faktisk stadig svært ved at spise kød fordi jeg ved det kommer fra dyr, der er blevet slagtet for at vi kan spise dem. Jeg er også af natur genert og nok også til dels indadvendt. Jeg kan ikke klare stærke lugte, f.eks. rå løg, kan nærmest få hovedpine af det.
Jeg kunne blive ved med eksempler. Som de tidligere kommentarer nævner, så er det selvfølgelig “nemt” at overføre nogle af eksemplerne til sig selv. Men tusind tak fordi du har gjort opmærksom på særligt sensivtive mennesker, for mig virker det ihvertfald som om, at der er en brik, der er faldet på plads efter at have tænkt de sidste par dage. Jeg skal helt sikkert have lånt nogle bøger om emnet, så jeg kan blive lidt klogere.
13. februar 2012 kl. 18:26
Hej Sofie,
Hvor er det dejligt af dig, at du vil dele noget så personligt med os. Især når flere af dine læsere får en lille åbenbaring og måske også selv får afklaring på “underlige ting”. Jeg kan ikke selv nikke genkendende til så mange af tingene, men jeg synes, at det er et meget interessant emne, og det er spændende at høre om. Jeg er glad på dine vegne for, at du på en måde har fundet “din hylde”.
Mange hilsner Benedikte
13. februar 2012 kl. 18:30
Hej Sofie! Rigtigt fint indlæg, jeg kan godt lide, når man lærer bloggeren lidt bedre at kende gennem sådan noget her, som fx er personligt for dig.
Nu har jeg ikke villet læse alle kommentarerne for at se, om en anden også har skrevet det her; Jeg ved ikke, om du kender programmet Tværs på P3, men for nogle uger siden var der noget om særligt sensitive, jeg har fundet udsendelsen, hvis det skulle være noget, som du var interesseret i – http://www.dr.dk/tvaers/tvaers-pa-p3/2012/01/08/tvaers-pa-p3-saerligt-sensitiv
Jeg kan rigtigt godt lide din blog, Sofie, keep up the good work
Kærligst Alberte
13. februar 2012 kl. 19:31
Det er sjovt, du siger det! Jeg har også selv altid vidst, at jeg er særlig sensitiv, så det er meget sjovt at høre det fra dig også.
Jeg fik også at vide, at jeg havde eksistentiel angst, men det har jeg dog ikke mere. Men det med at du har “tanker om døden” kunne jo også godt være nogle træk derfra.
14. februar 2012 kl. 11:12
Hvis du (stadig) skulle være i tvivl: så er du ikke alene
Jeg er selv i samme båd. Og også med samme punkter som dig. Har du overvejet hvilken type? Fysisk, personlig osv? Selvom man jo som oftest er lidt af en blanding. Har du også oplevet mindre grader af angst? Fx. i form af sygdomsangst? “Hypokonder”-tendensen?
Dejligt initiativ, Sofie!
14. februar 2012 kl. 18:03
Kære Sofie. Du er bestemt ikke alene.
Jeg kender det alt alt for godt! Super fedt indlæg.
Kh
http://www.eyecandy-blog.com
14. februar 2012 kl. 20:58
Hej Sofie. Fedt at du bringer det på banen!
Jeg er en pige i teenage årene, som altid har været “populær” og meget oppe på beatet (ikke på den dårlige måde), men har altid haft nogle psykiske problemer, dog ikke så voldsomme, men alligevel, været et skrøbeligt barn. Gået til diverse psykologer, først om hundeforbi, så en anden slags terapi og nu til noget samtale… Har været meget nervøs for at miste, og har været meget perfektionistisk og ikke kunne klare, for mange ting på én gang, eller hvis ting blev lavet om i sidste øjeblik. Ved at læse det her indlæg, har du hjulpet mig, til at indse at, jeg faktisk reagere (efter hensigten) helt “normalt”.
Dejligt at hører, man ikke er alene og ved at læse de andre 118 kommentarer, kan man virkelig komme frem til nogen konstruktivt!
Tusinde tusinde tak.
Du er helt klart ikke alene.
Glædelig valentines day forresten. Knus
14. februar 2012 kl. 22:48
Jeg havde aldrig før hørt om begrebet ‘særligt sensivtiv’, men jeg har altid været meget stille og genert og forsøgt at bryde ud af det. Samtidig bliver jeg meget berørt over andre menneskers historier, nyheder i tv og generelle indtryk som jeg ved ‘normale’ mennesker sagtens kan se uden at det rykker noget særligt i dem. Jeg har fået afvide at jeg er meget modtagelig overfor indtryk udefra og overfor de følelser andre mennesker udtrykker, og har været det siden jeg var helt lille.
Jeg skal straks ned imorgen og låne den bog og se om jeg kan blive klogere på mig selv!
Chris b
15. februar 2012 kl. 10:09
Kære alle.
Tusind tak for alle jeres tilbagemeldinger. Jeg har også fået positiv respons på indlægget fra andre bloggere og fra mennesker jeg kender ude i det virkelige liv. Det er rart, at der er så mange, der kan nikke genkendende til de tanker inde i mit hoved, som jeg synes er lidt underlige. Selvom det ikke altid er rart at have det sådan, er der helt sikkert også nogle positive sider ved det. Jeg var meget i tvivl, om jeg overhovedet skulle skrive indlægget, men som sagt skrev jeg det med en forhåbning om at kunne hjælpe dem, der evt. var i samme situation, og det kan jeg høre, at jeg har gjort. Jeg ønsker jer allesammen alt det bedste – sensitiv eller ej.
Kh. Sofie.
PS: Bare endnu en sjov lille historie fra min barndom: Engang holdt min far fødselsdag (jeg var måske 8 år, husker det ikke så nøjagtigt) og min mor havde købt en vandmelon, som vi skulle have til dessert. I løbet af dagen blev jeg så venner med denne her vandmelon (?!) og græd som pisket, da vi skulle spise den efter maden!
Haha!
15. februar 2012 kl. 16:46
F.eks. en helt ny artikel, der til dels handler om det samme:
http://www.time.com/time/magazine/article/0,9171,2105432,00.html
Sensitivitet over for indtryk eller vedvarende “overbehandling” af stimuli er jo faktisk ret almindeligt, som kommentarerne her også viser, og i høj grad arveligt. Ind i mellem er det jo besværligt, for samfundet er ikke ligefrem indrettet til de sensitive, bare tænd for tv og check! – men helt ærligt: Hellere sensitiv end det modsatte. Modpolen hedder jo overfladiskhed og uengagement.
Godt indlæg, Sofie.
Kh. Ulrikke
16. februar 2012 kl. 14:40
Hvor er jeg glad for at du belyser et emne, som måske for nogen er et tabu, men nok fordi det er et emne som mange ikke ved ret meget om. Det er et udtryk som jeg er blevet præsenteret for i en yngre alder(Nu er jeg kun lige fyldt 18), men det du har linket videre til giver mig en meget bedre forståelse og indblik i hvad det vil sige. Tror det vil give mig mulighed for forståelse af at tage højde for hvordan jeg selv føler og har det. Det er noget jeg helt sikkert vid tage med i bagagen, har gjort mig lidt klogere på mig selv, og fået mig til at se det er en god ting at have de omtalte karaktertræk. HURRA for at det, og tak for et godt indlæg!
18. februar 2012 kl. 15:49
Jeg er nok også særligt sensitiv, da jeg kan nikke genkendende til mange af de ting, som der står i testen, trods det, at jeg kun er 14 år gammel.
18. februar 2012 kl. 19:18
Hej Sofie.
Det var godt nok det dejligt og meget rørende indlæg.
Jeg kender selv rigtig godt de følelser du beskriver. Især din liste, de er meget lig mig. Jeg synes det er dejligt at du åbent fortæller, jeg tror dit indlæg kan være en øjenåbner for mange som, på samme måde går og føler sig “lidt forkert” af og til.
Jeg har selv gennemgået et terapi forløb hos en psykolog hvor dette aldrig er kommet på bane. Men jeg tænker da at det for mig er en rar måde at kunne arbejde med sig selv, samt finde ud af hvor man har sine egne “fald grupper” som når du fortæller du ikke er glad for at se uhyggelige film.
For at gøre en lang historie kort. Så TAK for dette indlæg.
Du for sej.
19. februar 2012 kl. 14:01
Gud hvor sjovt! Selvom der er mange hundrede kommentarer så bliver jeg simpelthen også nød til at skrive en! Jeg er også særlig sensitiv, valgte at jeg gå til en psykolog da jeg ikke kunne forstå hvad der var i vejen med mig. Jeg er også enormt spirituel, hvilket også ligger inde for de sensitive rammer, og jeg kan virkelig mærke en stemning ligeså snart jeg træder ind i et rum.
Super godt indlæg Sofie!
19. februar 2012 kl. 20:15
Hold nu op. Det var da noget af en øjenåbner på sådan en søndag aften. Nu er der pludselig en masse ting, der giver mening for mig. Tusind tak for dit indlæg.
19. februar 2012 kl. 22:57
Sikke et fint og personligt indlæg! Jeg synes, det er stærkt, at du deler ud af noget så personligt, og at dømme på mængden af kommentarer er jeg ikke den eneste, der er glad for dit indlæg.
Jeg selv har altid været sensitiv på mange områder. Jeg bliver ekstremt forskrækket af selv små lyde: et grydelåg, der falder på gulvet får min puls til at stige dramatisk og jeg farer op, som havde nogen affyret et skud – og jeg føler mig enormt generet af larm på måden, hvor jeg føler, at jeg slet ikke kan “holde det ud”. Desuden er jeg ekstremt bekymret anlagt og tænker enormt meget over alting. Der er mange andre ting også, men disse to er nok de mest tydelige.
Jeg har tit været frustreret over at have det på den måde, men er med alderen begyndt at acceptere, at sådan er JEG bare. Jeg har hørt om begrebet ‘særligt sensitiv’ og vil helt klart læse bogen nu – mange tak for tippet.
20. februar 2012 kl. 22:09
Kære Sofie,
Når du har det som du har det, har jeg undret mig lidt over at du er bosat i Kbh. Har du tænkt nærmere over det? Hilsen Sophie
21. februar 2012 kl. 09:58
Nej, det har jeg faktisk ikke. Selvom jeg er særligt sensitiv, så prøver jeg ikke at lade det begrænse mig. Jeg er fx også rigtig bange for at flyve (ikke at det nødvendigvis har noget med sensitivitet at gøre), men jeg flyver alligevel flere gange om året.
Så selvom man lader sig påvirke mere af nogle ting end andre mennesker gør, så synes jeg det er vigtigt ikke at “gå i dvale” og bare sidde derhjemme og være bange for ting – selvom det måske er nemmere sagt end gjort. 
21. februar 2012 kl. 13:51
=)
21. februar 2012 kl. 03:37
Hej Sofie,
Sikke et super indlaeg!!! Jeg laeste det i sidste uge og har taenkt paa det siden. Har aldrig foer hoert om begrebet men kan nikke genkendende til naesten alle tingene fra testen paa naer det der med at vaere indadvendt. Tusind tak fro at dele dette, jeg skal helt sikkert undersoege det naermere!
Bedste hilsner Mette
28. februar 2012 kl. 18:12
Hvor er det fedt at du taget et så aktuelt og relevent, men stadig meget lidt direkte omtalt emne op Sofie, thumps up for det!
Og hvor er du sej at åbne op for nogle af de ting, der kan blive kigget en smule skævt på eller bare ikke blive forstået 
Selv er jeg også(i hvert fald semi-)særligt sensitiv. Jeg har altid haft utrolig svært ved når eksempelvis mine lillesøstre løb rundt og legede og larmede, når jeg lavede lektier elelr bare generelt. Det har ført til en del konflikter, da hverken de eller mine forældre kunne forstå, hvorfor det generede mig SÅ meget. Ligeledes kan jeg blive hylet helt ud af den, hvis – igen især dem – sidder og bare synger et eller andet volapyk eller bare larmer uden nogen grund.
Jeg bliver let overvældet af dufte(Gud forbyde tunge, kvalmende parfumer!), og er enormt sart overfor kradsende materialer som uld.
Jeg bliver ufattelig let rørt over film og især bøger og græder så let over det på trods af, at jeg ellers sjældent græder.
Jeg har altid haft en utrolig livlig fantasi, og har ligeledes et ret anstrengt forhold til det med døden.
Jeg bliver utrolig let tynget af en stemning, og “overfører” let mig selv mine nærmestes følelser, så jeg næsten har det lige så dårligt, som min veninde der er blevt droppet.
Jeg får ondt i hovedet af stærke lyskilder, farver og vilde mønstre, og så er jeg ikke sikker på at det har noegt med det at gøre, men jeg bliver altid ufattelig let køre-, sø- og flysyg, jeg ved ikke, om det også er noget du oplever?:)
Nå, men sikker en lang plapren om mine særheder
Ville i hvert fald bare sige, at du ikke er alene! 
8. maj 2012 kl. 21:20
Et liiidt gammelt indlæg at kommentere på, men jeg fandt det frem, fordi jeg kunne huske at have læst, at du har mareridt om tragedien i Norge. Det har jeg også – en gang hver 3./4. uge ca. Så sent som natten til i dag – det er simpelthen så lammende. Prøver at undgå at følge så meget med i pressen, men det er jo svært at lukke ørene helt. Kan du gøre noget for at holde dem nede?
Mvh Tina
8. maj 2012 kl. 21:31
Helt ok.
Nej, det kommer mest, når begivenheden lige er sket, og heldigvis er det et stykke tid siden, jeg sidst har haft om netop det. Jeg tror desværre ikke rigtig, man selv kan styre sine drømme, men min far lærte mig engang, at man skulle sige til sig selv lige inden man skulle sove, at man bare RIGTIG gerne ville drømme om det – eller også var det, at man lige netop ikke ville! 
Nå, men uanset, så synes jeg i hvert fald det hjælper at tænke intenst på det “grimme” lige inden man skal sove, for på den måde tror jeg ikke underbevidstheden har helt så meget brug for at bearbejde det, mens man sover. Bare en teori. 